Ulykkeforsikring
Ulykkesforsikring – Husk at tjekke dit barns dækning
Ridning er en fantastisk sport, men der kan ske uheld. Vi anbefaler derfor, at forældre tegner en heltids-ulykkesforsikring for deres barn. Mange børn er desværre ikke forsikret, viser statistikkerne, og det er vigtigt at være dækket i tilfælde af alvorlige skader.
Klubben er dækket af Dansk Rideforbunds kollektive ansvarsforsikring, men det dækker ikke personskader – her kræves en privat ulykkesforsikring.
Sikkerhed og disciplin
I Hashøj Rideklub vægter vi sikkerheden højt – både i forbindelse med undervisningen og i den daglige omgang med hestene i stalden. Vi ønsker, at alle ryttere har en positiv og lærerig oplevelse, med respekt for både hestene og hinanden. For ryttere under 16 år skal der være en ansvarlig voksen til stede, som kan træde til i tilfælde af en ulykke. Det kan være en anden forælder til en rytter på samme hold, men dette skal være aftalt på forhånd.
Obligatorisk sikkerhedsudstyr
Ridehjelm:
Alle ryttere under 18 år skal bære godkendt ridehjelm under ridning.
Børn til og med 16 år skal også bære hjelm med spændt hagerem i stalden.
Hjelmen skal være godkendt og mærket med EN 1384:2017 eller VG01.
Spørg gerne underviseren til råds, inden du køber hjelm.
Sikkerhedsvest:
Fra og med 1. august 2009 skal alle elever under 16 år bære godkendt sikkerhedsvest til al undervisning og ministævner.
Vesten skal være mærket CE/EN 13158-20XX.
Klubben har et mindre antal veste til udlån den første måned.
Fodtøj:
Anbefalet fodtøj er ridestøvler eller korte støvler med leggins – med hæl!
Fodtøj skal ikke være bredt og må ikke have meget velcro, da det kan hænge fast i stigbøjlerne.
Sko uden hæl, f.eks. sneakers, er ikke tilladt til ridning.
Gode råd og praktisk info for nye ryttere
Tal til hesten, før du går ind i boksen – overraskede heste kan reagere voldsomt.
Undgå høj lyd og løb i stalden – det kan gøre hestene utrygge.
Strigl og rens hestens hove, inden du sadler op – og igen efter ridning.
Hæng udstyr pænt på plads og vask biddet, så det er rent til næste gang.
Godbidder: Giv kun 1-2 stk. – gerne gulerødder, hestebolsjer, tørre brødskiver eller æble. Undgå frisk brød og plastikposer.
Se og lær: Kig gerne med på andres ridning, men vis hensyn – vær stille og rolig.
Forældre – I er velkomne!
Det er både hyggeligt og lærerigt for forældre at deltage og følge med i barnets ridning. Jeres tilstedeværelse skaber tryghed, fællesskab og en større forståelse for barnets engagement. Er rytteren under 16år, skal der være en ansvarlig voksen tilstede, der han ansvaret for rytteren, hvis denne skulle komme til skade. Det sår en frit for hvem denne ansvarlig er, så længe vedkommende er voksen og er tilstede.
Undervisningsstruktur
Elever rider som regel den samme hest i en måned ad gangen, hvorefter der byttes. Valg af hest sker i samråd med underviseren.